Den 7. September modtog Amager Fælleds venner Rav Aage prisen. Det er en pris af de helt store, der uddeles hvert 5. År til personer eller foreninger som har gjort en særlig indsats for miljøet.
Rav Aage prisen har fået navn efter en fisker Aage Hansen (Rav Aage), der i 1956 tog kampen op mod Chiminovas forurening ved Thoborøn. En tidlig miljøaktivist, der i mange år ihærdigt kæmpede mod forureningen og til sidst fik udledningerne ved Høfde 43 stoppet. Det er en hærder at få en pris
Ved prisuddelingen blev der givet følgende begrundelse for prisen:
“De brede folkelige bevægelser, der i 70’erne og 80’erne fik sat dansk vindkraft på dagsordenen, fik ”tilintetgjort” tankerne om A-kraft i Danmark, og fik skubbet økologien i gang herhjemme.
Det var hverken Folketinget eller Axelborgs indsats der banede vejen for økologien – det var brede folkelige bevægelser, alliancen mellem forbrugere og bønder, der på sin vis også var en slags fødselshjælper for Thise Mejeri.
De brede folkelige bevægelser er måske igen ved at se dagens lys – senest demonstreret af Amager Fælleds Venner, der har argumenteret og aktioneret for beskyttelse af en gammel strandeng på ca. 19. Hektar. – som aldrig været opdyrket eller bebygget. Der er tale om et stykke ægte natur, med en meget betydelig biodiversitet – og så ligger den ca. 4 km. Fra Rådhuspladsen.
Kampen om Amager Fælled har bølget frem og tilbage siden 70’erne, men i 2018 har:
50.000 underskrifter, 10.000 meget aktive medlemmer af Facebook-gruppen, en kendis-kok, og ikke mindst 2.500 personer der hånd-i-hånd lagde en beskyttende ring rundt om den 19 Hektar store strandeng, gjort et stort indtryk på politikerne på Københavns Rådhus.
Slaget om Amager Fælleds Strandeng ser måske ud til at være vundet. Det er glædeligt og det viser, at det nytter at engagere sig i kampen for natur og miljø. Vi har brug for den personlige stillingtagen og det folkelige engagement, hvis vi skal løse de store fælles udfordringer vi står overfor.
Kampen for miljø, natur biodiversitet, men også kampen mod klimaforandringer rummer så store udfordringer, at vi ikke bare kan overlade problemløsningerne til Folketinget, EU eller FN.
Skal der for alvor ske forandringer, kræver det personlig stillingtagen og adfærdsændringer hos den enkelte.
FN’s tidligere generelsekretær, Ban Ki-Moon ”sprang ud” allerede i 2011 med ordene: ”Vi har brug for en revolution. Det er nemt at formulere ordene ”bæredygtig udvikling”, men at få det til at ske kræver store forandringer i vores livsstil, i vores økonomiske modeller, i vores sociale organisering og i vores politiske liv.”
Amager Fælleds Venner viser os – som Erik Grip sang og stadig synger, at ”Små hjul kan flytte store ting”
Med disse ord vil jeg overrække Rav-Åge prisen til Steffen, som er talsmand for Amager Fælleds Venner.”
Mogens Hans Poulsen
Thise Mejeri, Thise 7. september 2018
Links til information om Rav Aage prisen
Thise Mejeris beskrivelse af baggrund for prisen
Beskrivelse af Rav Aages kamp mod Chiminova tømning af gift ved Høfte 43
Uddeling af prisen i 2018 ved Thiese Mejeris 30 års jubilæum