Egentlig er jeg slet ikke sikker på, at det er Brunflagermusen der flyver omkring på fælleden og jager insekter i de lyse sommernætter, for flagermus er utroligt svære at artsbestemme uden en batdetektor. Der er dog en god sandsynlighed for at det er Brunflagermusen, som gør aften- og nattetimerne usikre for natsværmere og andre insekter, for den er en af vore almindeligste arter af flagermus og dens valg af jagtmarker passer på fælleden. Brunflagermus flyver ud før solnedgang og den jager typisk i luftrummet mellem 5 og 100 meter, hvor den flyver med mange korte vendinger.
Der findes i Danmark 14 flagermusarter, fra de helt små Dværgflagermus (Pipistrellus pipistrellus) til den meget sjældne Bechsteins flagermus (Myotis bechsteini). På verdensplan er flagermusordenen så artsrig, at 20% af alle kendte pattedyrearter er flagermus. De findes i næsten alle afkroge af jordkloden, nogle er stedfaste, andre migrerer i stedet for at gå i dvale. Brunflagermusen findes i Mellemeuropa, i Skandinavien og Sibirien indtil løvtrægrænsen, den er set i Kina, Vietnam og Taiwan, selv i Mozambique er man stødt på den, så Brunflagermusen må siges at komme vidt omkring i verden. Noget tyder på at nogle Brunflagermus går på træk sydpå, mens andre bliver og går i dvale, når vinterkulden kommer.
Som det gælder for de fleste flagermus, finder også Brunflagermusen vej og bytte ved hjælp af ekkolokalisering. Hver art har sin egen stemme og Brunflagermusens skrig ligger omkring de 20 khz, med udsving til 17 og 24. Mennesker med god hørelse kan høre lyde omkring de 14 khz, så når en flagermus kommer flyvende er den som regel næsten lydløs. Brunflagermus lever af insekter, typisk biller, myg og natsværmere. Nogle insekter, f.eks. Bjørnesværmeren, har udviklet så god en hørelse, at de kan høre flagermusenes skrig, og dermed undgå at blive ædt.
Her i det tidlige efterår begynder Brunflagermusens parringssæson, og hvis du er heldig kan du høre hannen sidde i sit hule træ og lokke hunner til sig med sin sang. Selvom flagermusene parrer sig i sensommeren, befrugtes hunnernes æg ikke før næste forår, for hunnerne har forlænget drægtighed, hvilket betyder, at de kan gemme hannens sæd i månedsvis mens de er i vinterdvale. Når hunnens æg befrugtes engang i april er hun drægtig i 10-11 uger og i juli måned føder hun 1-2 unger. Ungerne er klar til at kaste sig ud i verdens tumult i august måned og derfor kan man i denne måned støde på store klodsede unger, som er styrtet til jorden. De skal lige hjælpes op på en gren eller en stor sten, for de er et let bytte for Mår og Ugle, når de ligger der på jorden. Men du må være forsigtig, hvis du håndterer en flagermus, for en stor del af de danske flagermus er inficeret med rabies virus og den er dødelig, hvis ikke man bliver vaccineret med det samme. Flagermusene selv synes ikke at være så påvirkede af sygdommen, de fleste individer overlever virussen og de udviser ikke den samme aggressive adfærd, som ses hos f.eks. hunde.
Brunflagermusen lever i hule træer og findes kun yderst sjældent i bygninger. Det er derfor vigtigt at gamle træer får lov at blive stående, så deres ved kan rådne bort og de kan blive bolig for Brunflagermusen. Jeg håber der bor flagermus på fælleden, men under alle omstændigheder har flagermusene deres jagtmarker derude. Jeg har set flagermus jage myg og fluer over kanalerne og græsplænerne ved den østlige indgang, og jeg har set dem flyve lavt over den nordlige kofold, de åbne enge og modelflyvebanerne. Man kan lokke dem til sig ved at kaste småsten op i luften eller gnide en negl over tænderne på en kam, så vil de dykke lavt ned, i håb om, at du er et spiseligt insekt.
Det er først med Bram Stokers roman “Grev Dracula” fra 1897, at flagermusen knyttes til den blodsugende vampyr, men det nataktive væsen har været forbundet med djævelen, hekse og alskens ugerninger siden middelalderen. Flagermusens blod er forbundet med stærk magi i overtroen og man kan sikre sine redskaber mod tyveri ved at mærke dem med flagermuseblod. Tørres blodet over øjnene får man nattesyn og drikker man blodet vækker det elskovslyst. I Kina forbindes flagermusen med lykke, fordi ordet for flagermus “fu” er lydligt identisk med ordet for lykke.
Alle flagermus er rødlistede og dermed fredede. Selvom Brunflagermusen er ret almindelig i Danmark, så er den som alle sine brødre truet på livet. Det er den fordi dens boliger ikke får lov at blive stående. Hule, rådne træer fældes eller beskæres, og flagermusene bliver hjemløse. Lidt hjælp får de dog, idet hule træer ikke må fjernes i flagermusenes yngelplejesæson fra 1. februar til 31. august, men det ville gavne dem mere, at man helt lod træerne være. Hvis du ser en død flagermus eller opdager deres vinterhi, så vil Zoologisk Museum gerne vide besked, for de overvåger alle de danske arter.

Kilder:
- http://www.skadedyrene.dk/Flagermus/arter_1.htm
- http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Insekt%C3%A6dere,_kaguanger_og_flagermus/flagermus
- https://naturguide.dk/flagermus-chiroptera/
- http://old.dn.dk/Default.aspx?ID=38744
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=893
- https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/pattedyr/brunflagermus/
- http://denstoredanske.dk/Dansk_Pattedyratlas/Flagermus,_Chiroptera/Brunflagermus
- http://naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/pattedyr/item/flagermus
- https://dyr.dk/leksikon/brunflagermus-id33
- https://da.wikipedia.org/wiki/Brunflagermus
- http://www.skadedyrene.dk/Flagermus/overtro.htm
- http://denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/flagermus
- https://da.wikipedia.org/wiki/Vampyr
- https://www.anticimex.com/da-DK/faq/flagermus/er-flagermus-i-danmark-farlige/
- https://www.ssi.dk/Aktuelt/Nyheder/2016/2016%208%20rabies.aspx