Ræven er en af de mange skabninger der bebor Amager Fælled, men han er sky, så man skal være heldig for at se ham. Ræve lever det meste af livet alene, men danner små familier når de formerer sig. Når man hører Rævene gø, ved man at parringssæsonen er begyndt. Rævene finder sammen i januar og februar og hvalpene fødes i marts og april, efter 53 dages drægtighed. Normalt får ræven 4-8 hvalpe, de fødes blinde og bor den første del af deres liv trygt og lunt i den forede rævegrav. Hunræven bliver i den første tid hos ungerne, mens hendes mage henter mad hjem. Ræven graver gerne sin egen grav, men den overtager ligeså gerne f.eks. en forladt grævlingegrav. En god rævegrav kan gå i arv generation efter generation. Når hvalpene er omkring en måned gamle begynder de at bevæge sig udenfor rævegraven, under strengt opsyn af deres mor. Hun følger dem længere og længere væk fra den trygge hule de næste par måneder, indtil de små ræveunger er gamle nok til at klare sig uden deres forældre sidst på sommeren.

En Ræv som lever i det fri kan blive op til12 år og en fuldvoksen Ræv vejer mellem 6 og 8 kg, den er på størrelse med en lille hund. Ræven er klassificeret som rovdyr og hører til hundefamilien. Han jager mus og andre små gnavere, han spiser desuden gerne krybdyr, og padder, fugle, æg og nedfaldne frugter, i princippet er Ræven altædende. Jeg har et par gange set ham jage med de karakteristiske rævespring på kofolden vest for Grønjordssøen, men oftest støder jeg bare på Rævens efterladenskaber. Ræve ynder at placere deres afføring synligt, gerne så højt oppe som muligt, for på den måde at signalere at her bor han. Derfor ses der ofte rævelort rundt omkring på stierne, på træstubbe, hegnspæle og på de store sten ved Højene. Ræven afslører også sin tilstedeværelse ved de mange fuglelig, eller fuglerester, han efterlader sig. Hvis man ser på fjerene kan man se om det er en Ræv eller en Rovfugl der har plukket fuglen. Rovfugle efterlader tydelige mærker fra næbbets skarpe kanter på fjerene, og Ræven bider fjerene over nederst, så de bliver lidt flossede i det.

Hvis du vil ud og møde Amager Fælleds Ræve, er det bedst at tage ud i skumringen eller de tidlige morgentimer. Jeg har set Ræve og deres efterladenskaber nær rideskolen, vest og syd for Grønjordssøen, i det nordlige krat og ved Højene. Du kan begynde med at gå på jagt efter rævelort og rævespor. Rævens spor kan kendes fra hundespor ved at man skal kunne tegne en linje fra 1. til 4. trædepude uden at ramme 2. og 3. trædepude. For nogle dage siden, var jeg heldig at møde Ræven to gange på min tur rundt i den nordlige del af fælleden og derfor fik jeg nogle gode rævespor i sne med mig. Jeg er temmelig sikker på det er ham, der har sat sporene, men jeg synes ikke det er så ligetil at skelne mellem rævespor og så de mange hundepoter der sætter deres aftryk over det hele.

Ræven har levet i Danmark i mere end 8000 år og derfor har den sneget sig ind i mange af vores ordsprog og fortællinger. Hvem kender ikke historien om de sure Rønnebær? På fælleden er det dog Mirabeller Ræven gerne vil have fat i -og de falder heldigvis ned. Derfor kan man ofte finde rævelorter fulde af Mirabellesten. Når der findes ordsprog som “Han er snu som en ræv” er det fordi Ræven er svær at fange, den graver nemlig mange udgange fra sin rævegrav, så den kan stikke af via nødudgange, hvis jægerne kommer med deres hunde. Det slipper fælledens Ræve heldigvis for, men i øjeblikket trues de af, at deres gemmesteder, krat og tætte buske, ryddes, for at parkificere fælleden. Ræven er en kratlusker, han har brug for sine gemmesteder, ellers finder han bare et andet sted at bo.
Har du mødt Ræven? Har du taget billeder med hjem? Eller er der steder, hvor jeg tager fejl? Så del gerne din viden, din fortælling og dine billeder om Ræven med os andre <3
Kilder:
- http://www.skoven-i-skolen.dk/content/r%C3%A6v-vulpes-vulpes bl.a. med sammenligning af rævespor og hundespor
- https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%B8d_r%C3%A6v
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=925
- https://naturguide.dk/roed-raev-vulpes-vulpes/ bl.a. med video hvor man kan høre ræven gø