
Gedden er en glubsk rovfisk, som ligger på lur i vegetationen og venter på at byttet intetanende kommer svømmende forbi. En Gedde vil forsøge at fange og æde alt der er mindre end den selv, og således går den ikke af vejen for at æde snoge, padder eller ællinger, hvis muligheden byder sig. Ja, hun spiser endda andre Gedder. Gedden bruger synet når den jager, og den kan se i det sorteste mørke, så længe vandet er klart, men her i sommerhalvåret, hvor algeopblomstring plumrer vandet til, får Gedden sværere og sværere ved at fange bytte, så de andre fisk i søen kan slappe lidt mere af.
Den Gedder, der står i bunden af enhver sø og er genstand for lystfiskerens længselsfulde blikke, den store grumme Gedde, er ofte en hun. Hunnerne vokser meget hurtigere end hannerne og de bliver meget større. Ofte også ældre, for de går ikke af vejen for at æde deres bejlere, når æggene er blevet befrugtede, således må mange små Gedder lade livet til søens ukronede dronning. Gedderne yngler fra marts til maj, når isen er smeltet og vandet har fået en temperatur på 2-7 grader langs bredden. Gedden er fredet i ynglesæsonen og den må derfor ikke fiskes fra 1. april til 15. maj. Hunnen lægger sine æg på lavt vand, har hun muligheden for det, vil hun gerne ind på oversvømmede marker, men ellers nøjes hun med søbredden. Hun klistrer æggene fast til vegetationen, og i løbet af en sæson kan en stor hun lægge op til 250.000 æg, fordelt på flere klumper.
De små Geddelarver lever det første stykke tid i plantevegetationen, hvor de gemmer sig, for ikke at blive ædt. De vokser dog hurtigt, og snart kan de svømme ud i det åbne vand, hvor de står stille i vandet, tålmodigt ventende på byttet, som vokser i takt med fiskens størrelse. Den største Gedde man har registreret i Skandinavien er fanget i Danmark i 1929 og den vejede 26kg og målte 150cm, her var helt klart tale om Den Store Grumme Gedde. Det var en hun, for hanner bliver sjældent over 90cm. En Gedde kan blive op til 30 år gammel, hvis altså ikke den bliver fanget af en lystfisker eller dens sø tørrer ud.
Gedden er udbredt i det meste af Europa, Asien og Nordamerika. For højt mod nord bliver det dog for koldt og for langt mod syd bliver det for varmt for fisken, men i de rette temperaturer holder den andre fisk i skak. Den trives i ferskvand og lever både i søer og vandløb, men der findes også enkelte bestande som lever i brakvand langs Østersøen. Gedden er hjemmehørende i Danmark, og udover de mange lokale myter og fortællinger der findes om Gedden i den lokale sø, har den også sneget sig ind i de gamle gudefortællinger: Engang havde Odin og Loke brug for en masse guld, for de skyldte mande-bod til Reidmar, og da var det, at Loke huskede at han kendte til en dværg ved navn Andvare, som havde en stor skat gemt. Men Andvare kunne forvandle sig til en stærk og smidig Gedde, så guderne måtte være snarrådige for at fange ham. Den kløgtige Loke fandt på en løsning. Han vidste at man ikke kan fange en magisk Gedde med et almindeligt fiskenet, så han forklarede sagen for Ran, havets gudinde, og fik allernådigst lov at låne hendes net. For hvis man først er blevet viklet ind i Rans net, så er man prisgivet. Med Rans magiske net var det nu ingen sag for Loke at fange Andvare og tvinge ham til at overdrage dem alt guldet. Og således kunne Odin og Loke slippe ud af gældsfælden.
Hvis en sø er stærkt plaget af algevækst, kan Gedden indgå i en biogenopretningsstrategi, fordi den æder selv ret store Karpefisk, som f.eks. Skaller. Karpefisk æder zooplankton, som ellers ville holde planteplankton nede, hvilket er grunden til at man ikke ønsker alt for store bestande af Karpefisk. I et velafbalanceret system, findes Gedden, som det rovdyr der holder de andre dyr i skak, ligesom Ulven gør det på landjorden.

Kilder:
- “Jeg er lystfisker”, Larsen og Meyer, Politikens Forlag, 1960
- http://www.naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/fisk/item/gedde
- http://www.lystfiskeri.dk/fiskview.asp?key=11
- https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/fisk/gedde
- https://m.fisketegn.dk/gedde.aspx?ID=45853
- https://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/gedde
- https://da.wikipedia.org/wiki/Gedde
Terese Verbena