Som mange andre standfugle lever Grønirisken om vinteren i store flokke, gerne sammen med Mejser og andre småfugle. I de store grupper er de bedre sikret mod rovfugle, som f.eks. Spurvehøgen og vi kan glæde os over at blive omringet af sludrende bevingede væsner, når de flyver rundt i jagten på bær og frø. Forleden da jeg cyklede gennem fælleden var jeg pludselig omgivet af sådan en flok sludrende småfugle, det er en næsten magisk oplevelse, fordi det tager lidt tid inden man får øje på de små fugle højt oppe i Elletræerne, så det virker næsten som om det er træerne der synger. Andre gange kommer flokken flyvende forbi, stadig syngende og snakkende med hinanden, måske lander de i nærheden, måske er de hurtigt væk igen.
Du kan høre Grøniriskens stemme her: https://www.fuglestemmer.dk/groenirisk/?type667

Når foråret rammer og fuglene ligesom os bliver helt kulrede, går kurmageriet igang. Hannen gør sig til for hunnen ved at brede sine smukt farvede vinger og hale ud, så hun kan vælge den han, hun finder har de klareste farver. Når hun har bestemt sig for en han, går de to i fællesskab igang med at bygge en rede i f.eks. et nåletræ eller en busk. Reden bygges af mos, græs og rødder og den fores med fine strå og trevlede rødder. Hunnen lægger efterfølgende 4-6 æg som hun ruger på i de næste ca. to uger, mens hannen sørger for at bringe føde hjem til reden. Ungerne bliver endnu ca. to uger i reden inden de forlader den. I løbet af en sæson kan et Grøniriskpar få to kuld på vingerne.
Grønirisken er en af de fugle, som har været gode til at tilpasse sig et liv blandt menneskene. De foretrækker at leve i villahaver, i parker og på kirkegårde og derfor findes de største bestande af Grønirisker i Københavnsområdet. Det er variationen i bevoksning, der tiltrækker fuglen, for han bryder sig ikke om rene løv- eller nåleskove, for mange høje træer duer heller ikke, og krat bliver så kedeligt i længden. Variation er vejen frem for Grønirisken. En anden fordel i villahaverne er de mange foderbrætter. Grønirisken foretrækker solsikkekerner og jordnødder og dem finder hun i rigelige mængder hos menneskene. I naturen spiser hun insekter, når de er til at finde, og supplerer med frø og bær, særligt hyben er hun glad for.

Den gulgrønne finke skylder nok menneskene sin store udbredelse i Skandinavien, for i takt med villakvarterernes vokseværk i 1970erne og frem, er bestanden af fugle vokset. Grønirisken er den absolut mest almindelige fugl ved foderbrættet og slår både Musvitten og Solsorten af pinden med sin mangfoldighed. Men siden nullerne har Grønirisken været på voldsom tilbagegang. Det er sygdom, der gør sit indhug i bestanden. Fuglene inficeres med en parasit der kaldes Trichomonas, når de sidder tæt sammen og spiser. Parasitten giver sygdommen “gul knop” som forsnævrer fuglens spiserør og svælg, så den til sidst dør af sult. En tragisk skæbne for den smukke gul-grønne fugl, men heldigvis vil sygdommen aftage, når bestanden ikke længere er så tæt, og fuglene ikke så let smitter hinanden. Det er naturens orden, en balancegang og Grønirisken skal nok klare sig.
Har du fået lyst til at møde Grønirisken, så er det bare om at komme ud på fælleden og snuse foråret ind. Går du længe nok derude i det varierende landskab, vil du helt sikkert støde på en forårskåd Grønirisk. Jeg synes det ser ud til at de går efter Elletræerne, nu da de fleste Tjørnebær er spist, så spids ørerne og lyt efter deres sang. Og når du er derude så husk at smile til Erantis som står og stråler om kap med forårssolen.

Grønirisken hører til finkefamilien (Fringillidae) og kan blive op til 13 år gammel.
Grønirisken vil sikkert også blive hængende på fælleden, selvom der bygges betonboliger almindelige mennesker ikke har råd til at bo i, for hun er ikke bange for mennesker, men det er mange af hendes mere sky vinterfæller, og de vil forsvinde for altid. Hvis du synes vi skal bevare Amager Fælled fredet og hel og vild, præcis som den er nu, så kom til demonstration på søndag og vis vores politikere at de er ved at træffe en meget dårlig beslutning. Politikerne pønser nemlig på at affrede de fredede områder på fælleden og i Sydhavnen, og det synes vi er en meget dårlig idé. Amager Fælleds Venner kalder derfor til demonstration mod affredning sammen med blandt andre Danmarsk Naturfredningsforening, NOAH, Fiskerhavnens Venner og Verdens Skove. Det er på søndag d. 24/2, kl. 11.00 ved Christiansborg.
Link til demonstration: https://www.facebook.com/events/368136177250264/
Kilder:
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=675
- https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=16490
- https://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%B8nirisk
- https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1535
- http://www.naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/fugle/item/gronirisk
- https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/fugle/gr%C3%B8nirisk
- http://www.luontoportti.com/suomi/da/linnut/gronirisk
- http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Fugle/gr%C3%B8nirisk