Det er larverne der laver ravagen, når de i foråret kommer frem fra det beskyttende skjold deres mor kapslede dem ind i dengang i efteråret da de endnu kun var æg. I det tidligere forår kryber larverne frem og begynder at spinde deres spind og æde af værtstræets blade. Hvis mængden af larver bliver meget stor kan de spise alle bladene af træet, men det skal nok komme sig, selvom dets vækst i den kommende sæson vil være forringet. Omkring midt på sommeren forpupper larverne sig for i ro og mag at forvandle sig til det sommerfuglelignende møl.
Der findes 24 forskellige arter af spindemøl i Danmark og en stor del af dem lever i et snylteforhold med et bestemte slags træ. F.eks. lever larverne af Æblespindemøl på æbletræer og andre igen foretrækker kirsebær eller rønnebær. Hægspindemøl foretrækker som navnet antyder hæg (Prunus padus), men det er faktisk også den der ses i øjeblikket på Tjørnen (Crataegus sp.). Formålet med det karakteristiske spind laverne spinder, er at beskytte sig mod fugle, som meget gerne vil æde dem. Ved at gå sammen og spinde deres stærke spind kan de leve i sikkerhed for truende fuglenæb.
Når man ser flere og større mængder af spindemøl år efter år kan det skyldes klimaforandringer, fordi de små insekter og deres fjender er kommet ud af synk med hinanden. Nye insektædere vil med tiden opdage denne lækkerbidsken, men der vil gå noget tid før andre fugle lærer at trænge igennem larvernes spind. Måske Alliker og Krager allerede har lært at komme ind til de små labre larver? Jeg har i hvert fald set disse fugle på larvejagt i fælledens hårdt ramte Tjørnebuske, men om der var bid eller larverne vandt må stå hen i det uvisse.

Jeg møder ofte spindemøl på Amager Fælled når jeg vandrer rundt i krattet derude. Lige pludselig er der en eller flere larver som firer sig ned fra træerne og lander på mine briller. Og hvis man kigger op kan man synes man er med i en gyserfilm, hvor man lige om lidt bliver spundet ind i en puppe. Men man kan være helt rolig, de små larver er ganske fredelige. De vil bare gerne være i fred og spise træets blade, så de kan forvandle sig til smukke hvide møl. Jeg tænker dog træene godt kan finde spindemøl en anelse uhyggelige.
Dette forår har været en sand fest for spindemøllene og du kan slet ikke undgå at få øje på dem. Lige nu hænger de fleste i deres pupper i små grupper, godt spundet ind i det beskyttende spind. Det ser ret fantastisk ud og jeg er vild med den solidaritet de små larver udviser. Hvis vi spinder sammen, så klarer vi den, synes de at tænke. Denne sommer får vi mulighed for at gå og se til de små larver, imens de er igang med deres forvandling i pupperne og engang i det tidlige efterår vil luften over fælleden være fyldt med de voksne møl.
Hægspindemøl er dagaktivt, så om sommeren kan man være heldig at møde denne smukke hvide sortplettede skabning. Spindemøllet er af sommerfugleordenen så måske kan det ad den vej låne lidt kærlighed, for det mangler møllet i høj grad. De fleste vil gerne dræbe disse skabninger, alene fordi de forsøger at beskytte sig mod fjender, med deres spind. Måske er træerne enige, når de må lade alle deres blade, eller måske forstår de, at også spindemøllet har sin plads i den mangfoldighed af liv der findes på fælleden.
Hvis du har fået lyst til at møde hægspindemøllet så må du ud på Amager Fælled, hvor du slet ikke kan undgå at opdage de indspundne træer.
Har du mødt hægspindemøllet? Har du taget billeder med hjem? Eller er der steder, hvor jeg tager fejl? Så del gerne din viden, din fortælling om og dine billeder af hægspindemøl med os andre <3

Kilder:
- http://videntjenesten.ku.dk/raadgivning/spoergsmaal_og_svar/park_og_landskab/spindem_l_giver_sp_gelsestr_er/
- http://lokalavisennordvest.dk/lokalavisennordvest/Pas-paa-spindemoel/artikel/1646895
- https://nordjyske.dk/nyheder/spindemoel-aeder-din-have/5287d987-989c-46fd-b279-3d2589726f79
- https://www.fugleognatur.dk/art.asp?mode=familieliste&id=741&level=
- https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvilke-larver-spinder-traeerne-ind
- https://www.fugleognatur.dk/artintro.asp?ID=15624&dknavn=%ef%bf%bdblespindem%ef%bf%bdl&latin=Yponomeuta%20malinellus
- https://www.fugleognatur.dk/artintro.asp?ID=3071&dknavn=&latin=
- http://naturstyrelsen.dk/88183
- http://www.vestrehus.dk/dyresider/Spindemoel.htm
- http://danskeinsekter.dk/natsvaermere_haegspindemoel_Yponomeuta_evonymella_1.html
- https://www.dr.dk/nyheder/indland/traeer-indhylles-i-net-fra-spindemoel
- https://en.wikipedia.org/wiki/Bird-cherry_ermine