Halemejsen er faktisk slet ikke en Mejsefugl. De tilhører godt nok samme orden, nemlig Spurveordenen, men Halemejsen har sin egen familie. Der findes verden over otte arter af Halemejser. I Danmark lever kun to: Nordlig Halemejse (Aegithalos caudatus caudatus) og Sydlig Halemejse (Aegithalos caudatus europaeus). De kan kendes fra hinanden på hovedet, som hos den Nordlige Halemejse er helt hvidt, hvorimod den Sydlige variant har et sort bånd, der løber fra øjnene og om til ryggen. Begge arters ungfugle har grålige hoveder. Der er tale om en ganske lille karakterisktiskt udseende fugl på ca. 15 cm, hvoraf halen udgør de 10 cm. Den har et meget lille næb og kan se helt rund ud, når den puster sig op.
Halemejsen er en social fugl, som lever i små til store familieflokke. Da der samtidig er tale om en temmelig sky fugl ses den ofte i vinterhalvåret, uden for ynglesæsonen, hvor de mange små fugle flyver omkring for at finde føde. De kan sagtens finde på at slå sig sammen med andre småfugle, f.eks. Blåmejser, Musvitter og andre spurvefugle i de såkaldte fuglegilder. Hvis du går en tur på Fælleden om vinteren er du sikkert stødt på sådan et fuglegilde bestående af en masse små pludrende fugle. Normalt lever de fleste af fuglene i et fuglegilde slet ikke i flokke og de konkurrerer om føden, men det er alligevel en fordel for dem at samles i større grupper, som værn mod rovdyr og rovfugle. Halemejsen er en af de få arter, som også i ynglesæsonen lever i små flokke. Der er dog tale om familieflokke, hvor forrige års unger bliver sammen med forældreparret og hjælper dem med at få deres yngre søskende på vingerne.
Og der er brug for hjælpen, for Halemejsen lægger helt op til 12 æg ad gangen, så der skal hentes mange insekter og andet småkravl til de mange sultne munde. Lige nu er Halemejsen, ligesom mange andre fugle, i gang med at bygge sin rede. Reden er noget at et kunststykke, men den kan være ganske svær at finde, for Halemejsen kamouflerer den med mos. Reden flettes af kviste og grene, som tætnes med dun, blade og pels. Det hele surres sammen med spindelvæv, hvilket gør reden elastisk, så den kan udvidde sig i takt med at de mange unger vokser. På ydersiden kamoufleres reden, som værn mod rovfugle, for bl.a. Skaderne vil meget gerne spise Halemejsens æg og unger. Ikke sjældent må et Halemejsepar begynde forfra i en ny rede, fordi en rovfugl har angrebet den gamle. Det koster den lille fugl dyrt, for hun forer sin rede med flere tusind dun. Det tager altså parret lang tid at bygge den kunstfærdige runde rede og materialer fra ødelagte reder genbruges gerne.

Yngleperioden begynder i marts og april, hvis vejret er godt og der er tilpas med føde, kan en hun få flere kuld på vingerne i løbet af en sæson. Parret hjælpes ad med at udruge ungerne, der går ca. 14 dage fra æggene er lagt til ungerne bryder frem. Herefter går der endnu to uger inden de små Halemejser er flyveklar. I disse uger passes de små dunløse unger af både deres forældre og ældre søskende. De fleste unger bliver ved forældreparret i yderligere et års tid, men de kan klare sig selv et par uger efter de er fløjet fra reden. Ofte vil hunnen, når ungerne fra første kuld er på vingerne, finde sig en ny mage at få næste kuld med, og på den måde forgrener Halemejsens familietræ sig hastigt. Men det er kun godt at have en stor familie når man er en Halemejse, for i den kolde mørke vinter holder de små fugle varmen ved at sidde tætpakket på den samme gren.
Jeg møder ofte Halemejsen om vinteren, når de små fugle med de høje skingre stemmer flyver omkring for at finde føde. Halemejsen lever primært i skovområder, hvor der er krat, ofte i fugtige områder, så Amager Fælled må siges at være lige et sted for dem.
Har du mødt den lille Halemejse? Har du billeder eller historier, så del dem endelig med os andre <3
Og har du fået lyst til at være med til næste fuldmånes fuldmånesang, så hold øje med Facebook gruppen Amager Fælleds Venner, hvor arrangementerne vil blive slået op. Næste fuldmåne er den 29. april.
Lyt til Halemejsens sang her: https://www.fuglestemmer.dk/halemejse/
Kilder:
- https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=14370
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=609
- https://naturguide.dk/den-livlige-og-sociale-halemejse/
- http://www.naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/fugle/item/halemejse
- http://www.luontoportti.com/suomi/da/linnut/halemejse
- https://da.wikipedia.org/wiki/Halemejse
- http://www.gourmethaven.dk/artikel/vis.php?id=307
- http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Fugle/halemejser
- https://da.wikipedia.org/wiki/Mejser
- http://www.bbc.co.uk/nature/life/Long-tailed_Tit