Ifølge Dansk Ornitologisk Forening yngler der omkring 3-4000 Natuglepar i Danmark, det er ret mange fugle, og Natuglen er da også vores mest alminelige ugle. Alligevel ser man hende ikke så ofte, for hun falder helt i et med træstammer og løv, når hun sidder stille på en gren, og om natten er hun en lydløs skygge, der kommer svævende og slå hatten af dig.
Første gang jeg mødte Natuglen på Amager Fælled troede jeg ikke mine egne øjne. Det var mørkt og mens jeg roligt cyklede ad de grusede stier, fordybet i mine egne tanker, dykkede en mørk skygge lavt hen over mig. Jeg dukkede uvilkårligt hovedet og nåede akkurat lige at skimte Natuglens silhuet, så var hun væk igen. Situationen gentog sig noget tid senere på den samme sti, så det er muligt hun har haft unger i nærheden og mente jeg var kommet for tæt på. Senere så jeg Natuglen sidde i et udgået Hyldetræ i området og i onsdags mødte jeg hende ved Grønjordssøen. Natuglen er temmelig stor, med et vingefang på omtrent 100 cm. hvilket svarer nogenlunde stil Kragestørrelse, men hun har en noget kraftigere krop og det karakteristiske runde hoved gør hende let at genkende.
Natuglens fjerdragt er mere luftig end andre fugles fjerdragt og det er denne bløde luftighed, der gør hende i stand til at svæve lydløst hen over landskabet. Kombineret med de store sorte øjne og de skarpe kløer er hun en effektiv dræber. Natuglen lever primært af mus og hun foretrækker Markmus, men kan i nød også finde på at tage småfugle og andre små dyr, endda Regnorme ryger indenbords. Natugler er standfugle, så man kan møde dem året rundt, men deres tuden høres oftere om vinteren, særligt i januar og februar, hvor territoriet skal opretholdes og det er tid for parring. Du kan lytte til Natuglens stemme her: http://uglekasse.dk/om-natuglen/ og her: https://www.fuglestemmer.dk/natugle/
Afhængigt af vejret lægger Natuglen æg i februar eller marts og med den mildhed der har været i luften på det seneste er der sikkert allerede Natugleunger på vej. Natugler bygger ikke rede, så de er afhængige af hule træer, forladte Krage- og Skadereder eller opsatte kasser, hvor de kan lægge deres æg. Opsætning af uglekasser har øget Natuglens udbredelse i Vestjylland. Det er primært hunnen, der ruger æggene og det tager omkring en måneds tid at ruge de 2-4 æg færdige. Natugleunger er nogle uglede totter og de forlader reden inden de kan flyve, hvilket resulterer i at mennesker ofte blander sig, fordi de pjuskede unger ser helt hjælpeløse ud. Det er de dog ikke og man skal bare lade dem være, for forældrene er i nærheden. Men hold venligst din hund i snor, når du går tur på fælleden, så den ikke gør de små Natugler fortræd. Det tager Natugleungerne 3-4 uger at lære at flyve.
Ugler optræder verden over i myter, sagn og ordsprog, og selvom fuglen har ry for at være vis, er det ikke altid for det gode den er kendt. Det er ikke godt at være ugleset og er der ugler i mosen, skal man være på vagt, for så er der noget fordækt på spil. Uglen knyttes i nogle fortællinger til døden og underverdenen, så bliver hendes tuden uhyggelig og skæbnesvangert. Men uglen er også filosofiens fugl og Athene tog en ugle som følgesvend, efter hun var blevet træt af Kragens useriøsitet og fjollede drillerier. I en polsk myte forvandles gifte kvinders sjæle til ugler, når de dør og i Sibirien betragtes uglen som en hjælpeånd. Ifølge samoansk folketro stammer mennesket fra en ugle og alle ved at hekse holder ugler som brevbringere.
Natuglen er fredet og den kan blive over 20 år gammel.
Kilder:
- https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=07610
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=422
- https://da.wikipedia.org/wiki/Natugle
- https://naturguide.dk/vintertid-er-ugletid/
- http://www.naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/fugle/item/natugle
- https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/fugle/natugle/
- https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/fugle/natugle
- https://www.owlpages.com/owls/articles.php?a=63