Rejnfan er en af mine yndlingsblomster, for jeg elsker den krydrede duft planten udsender. Duften lokker insekter til, så de kan bestøve planten, men bag duften gemmer sig også et snedigt forsvar mod at blive spist, der er nemlig tale om giftige æteriske olier.
Rejnfan tilhører Kurveblomstfamilien (Asteraceae) og alle planter i denne familie indeholder plantestoffer i kategorien sesquiterpener, og to af stofferne: sesquiterpenlaktoner og polyacetylener er dem som gør planterne giftige. Planter som indeholde giftstoffer bliver ikke i samme omfang ædt af insekter, som andre planter, og derfor er giftighed en forsvarsmekanisme mange planter benytter sig af. Insekter vil helst ikke spise bladene, for de smager dårligt, og derfor lægger de heller ikke deres æg på disse planter, for hvem vil tilbyde dårlig mad til sit afkom? Der findes dog enkelte insektarter, som udnytter planternes giftstoffer, dette gælder bl.a. Køllersværmere (Zygaena filipendulae), hvis larver spiser af den giftige Kællingetand (Lotus corniculatus). Man kan genfinde giften fra Kællingetand i de voksne insekter, hvor den beskytter sommerfuglen mod fugleangreb. Her har insektet altså fundet en måde, hvorpå den kan udnytte plantens gift til sit eget forsvar.
På grund af sit indhold af æteriske olier, særligt thujon og kamfer, er Rejnfan i oldtiden blevet anvendt til at balsamere lig, og den har fået tilnavnet herba immortalis, den udødelige urt, fordi den konserverer de døde. I middelalderen anvendte man bl.a. planten mod indvoldsorm, og det er de samme æteriske olier, der virker. Biavlere bedøver den dag i dag deres bier med røg af Rejnfan, når staden skal tilses, og et godt gammelt råd er at hænge Rejnfan op i hønsehuset, for at holde lopper og lus fra rederne. Her er altså tale om et effektivt middel mod utøj. Thujon er et særligt giftigt plantestof, så denne plante skal man ikke give sig til at spise. Når den alligevel findes i snapseopskrifter, er det fordi alkoholen nedbryder thujon, jeg vil dog ikke anbefale at man indtager Rejnfan, for der er tale om en ganske giftig plante. Rejnfan er tilgengæld en glimrende farveplante, som farver uldgarn den smukkeste gule eller gul-grønne farve.

Cicely Mary Barker skriver i et digt om Rejnfan, eller Tansy, som planten kaldes på engelsk:
“Still I’m here by the King’s Highway,
Where the air from the fields
is fresh and sweet,
With my fine-cut leaves and my flowers neat.
Were ever such button-like flowers seen—
Yellow, for elfin coats of green?
Three in a row—
I stitch them so!”
Rejnfan findes i Lilleasien, Kaukasus, Central- og Østasien, samt i det meste af Europa og den er hjemmehørende og almindeligt forekommende i Danmark. Planten foretrækker at vokse i det fri, hvor hun kan strække sig mod solens lys og hun vil helst have sine rødder i en let fugtig næringsrig jord, og derfor findes Rejnfan i rigelige mængder på den normalt fugtige fælled. Så hvis du har lyst til at dufte til Rejnfan, så skal du bare gå en kort tur på Amager Fælled før du støder på hende, vil du være helt sikker på fangst, står der mange ved den nordlige ende af Grønjordssøen. Undrer du dig over at jeg kalder planten Rejnfan, når du nu altid har kaldt hende Regnfang eller Guldknap, så fortvivl ikke, alle navnene er gyldige. Rejnfan er tysk og betyder Ager-Bregne, så det kan vi jo også kalde denne skønne plante. Rejnfang blomstrer fra juli til september og blomsterne ligner små gule knapper.
Det siges at røgen af Rejnfan beskytter mod onde ånder og hænges planten op i huset, vil den beskytte mod lynnedslag. Vil du have Rejnfans beskyttelse, må du ud og plukke en buket og hænge den i køkkenet, så vil den på samme tid skræmme fluerne bort og beskytte mod efterårets tordenstorme, og har du brug for lidt ekstra, kan du sætte ild til en af de tørre blomster og lade den liflige røg brede sig i rummet og skræmme onde ånder bort.
Kilder:
- “Giftige planter”, Mølgaard, Koustrup & CO, 2014
- “Danmarks vilde lægeplanter”, Giversen, Brimer og Kristiansen, Gyldendal, 2014
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=4064
- https://naturguide.dk/pluk-den-udodelige-urt/
- https://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/snus-dig-frem-til-giftig-plante
- https://www.fyens.dk/Natur/Rejnfan-elskovsmiddel-og-utoejsurt/artikel/3060901
- http://geografiskhave.dk/rejnfan/
- http://www.danmarksflora.dk/0302.php?planteid=416&side=4
- https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/2014-08-21/rejnfan-ud%C3%B8delighedens-urt
- https://da.wikipedia.org/wiki/Rejnfan
- http://danskeblomster.dk/Rejnfan.html
- https://flowerfairies.com/the-tansy-fairy/
- https://formidlerlone.wordpress.com/2016/06/22/farvning-med-regnfang-blomster-og-blade/
Terese Verbena