Første gang jeg så Stor Humleflue, blev jeg lidt bange for, om den mon havde tænkt sig at stikke mig med sin lange snabel, hvis jeg kom for tæt på, så jeg holdt mig lidt på afstand. Det var slet ikke nødvendigt, Humlefluen stikker ikke. Men den ser farlig ud, med en lang mørk snabel som snude. Det er et trick i insektverdenen, at ligne noget man ikke er, og det kaldes “mimicry”. Rigtig mange harmløse insekter forsøger at ligne stikkende hvepse eller bier. Særligt Svirrefluer er gode til at klæde sig ud. Det handler om at se meget farlig ud, for insektædende fugle ved godt at bier og hvepse stikker, og hvem har lyst til at blive stukket? Ved at efterligne disse, får Svirrefluer og Humlefluer den angribende fugl til at tøve et kort øjeblik, og så har de lige det sekund mere til at flygte eller gemme sig. Det er smart!
Stor Humleflue er et ganske stort insekt, og hendes lodne krop, får hende til at se endnu større ud. Hun er så stor som en Humlebi, men på grund af hendes spidse forende, har hun en mere dråbeformet figur. Humlefluen har sin egen familie: Humlefluer (Bombyliidae) og de hører til Tovinge-ordenen, sammen med Svirrefluer, Spyfluer, Vintermyg, Stankelben m.fl. Navnet på ordenen fortæller os at medlemmerne kun har to vinger, i modsætning til andre insekter, f.eks. Bier og Guldsmede, som har fire vinger, fordelt på to par. Tovingerne deles op i to overordnede grupper: Myg og Fluer. I Danmark findes 17 arter Humlefluer, på verdensplan er der omkring 4000 arter.
Selvom Stor Humleflue minder om Humlebien og ser lidt tung ud i det, så er der tale om en dygtig flyver. Når Humlefluen suger nektar fra blomsterne, så kan den stå stille i luften foran blomsten, næsten som var den en Kolibri. Hvis man er heldig får man lov at iagttage Stor Humleflues parringsdans, hvor hannerne foretager sig vilde flyvninger, der næsten minder om riddernes lanceturneringer. De flyver hidsigt mod hinanden, for så pludseligt at vende 180 grader rundt mod den hun de gør kur til. Hun vælger selvfølgelig at parre sig med den han, der præsterer den mest manøvredygtige flyveopvisning. I modsætning til den tunge lidt slingrende Humlebi, flyver Humlefluen hastigt i mere zig-zaglignende mønstre, når de er på jagt efter den næste blomst.

Stor Humleflue er tidligt på den og hører til en af de vigtige tidlige bestøvere. Det er et af de første insekter, der vågner i foråret, og man kan lige nu møde den ude på Amager Fælled, hvor den summer rundt ved Kodriver, Løgkarse, Pileblomster og de andre tidligt blomstrende planter. I modsætning til Bier, har Humlefluen ikke pollenkurve på benene, som derfor også er meget længere og tyndere at se på end f.eks. Humlebiens buttede ben. Stor Humleflue behøver nemlig ikke samle pollen til sine larver, for der er tale om et snylteinsekt. Når hunnen er klar til at lægge sine æg svirrer hun forbi en jordhule bygget af f.eks. en Jordbi, og så smider hun et par æg fra sig. Når æggene klækkes kryber de små Humle-larver ned i Jordbiens hule, spiser det pollen de kan finde, ja, larverne vil endda spise Jordbiens larver, og så forpupper de sig i den hule Jordbien havde tiltænkt sine egne larver. Trist for Jordbien, godt for Humlefluen, som slipper for at bygge hule og samle pollen.
Stor Humleflue elsker solskin og åbent land, så hvis du har fået lyst til at møde dette fascinerende insekt, så må du ud på Amager Fælled på en solrig dag, stikke hovedet ned til blomsterne og lytte efter en høj summen. Når vi nærmer os juni er det slut med Humlefluen, men da venter næste generation trygt i mange små jordhuler rundt omkring.
Har du hørt en historie om den store Humleflue? Har du taget billeder eller er der noget jeg har glemt? Så del endelig din viden, dine historier og dine billeder med os andre <3
Kilder
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=2676
- https://no.wikipedia.org/wiki/Humlefluer
- http://www.vestrehus.dk/dyresider/humlefluer.htm
- http://www.evolution.dk/evolution/vilde-historier/humlefluer/index.html
- http://www.danmarksinsekter.dk/insekter_april.shtml
- http://www.naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/insekter/item/stor-humleflue
- https://naturguide.dk/stor-humleflue-nuttet-farlig/
- https://www.fugleognatur.dk/familieintro.asp?ID=438
https://naturguide.dk/kunsten-se-farlig/ - https://www.fugleognatur.dk/felthaandbogen.asp?mode=indhold3&ordenID=7
- https://no.wikipedia.org/wiki/Tovinger