
Selvom Tårnfalken med det krumme næb, de skarpe kløer og det prægtige vingespand ligner andre rovfugle, så har den med DNA-analyser fået sin egen familie. Vi skelner derfor mellem familien Accipitridae, som består af Glenter, Ørne og Høge og familien Falco, som består af 38 falkearter. Falken er udbredt verden over, i Danmark kendes seks arter. Foruden Tårnfalken kan man møde: Aftenfalk (F. vespertinus), Dværgfalk (F. columbarius), Lærkefalk (F. subbuteo), Jagtfalk (F. rusticolus) og Vandrefalken (F. peregrinus). Tårnfalken er kendt i det meste af verden, enten som træk- eller standfugl, og derfor er den inddelt i 12 forskellige underarter. Tårnfalken var den første af Falkene Linné beskrev og den blev derfor nominatformen, den standard alle andre Falkefugle er beskrevet ud fra.
Engang for længe længe siden havde Loke igen lavet unoder i Asgård. Det skete ofte at Loke skabte kaos og tumult i gudernes verden, men de andre guder så igennem fingre med det, fordi han altid formåede at redde situationen. Denne gang var unoderne dog ganske alvorlige. Loke havde givet Idun og hendes magiske æbler bort til jætten Tjasse og uden Iduns æbler begyndte guderne langsomt at ældes. Loke indså sin fejl og udtænkte straks en plan for at få hende tilbage igen. Han lånte Frejas Falkeham og fløj så hastigt som vinden afsted for at hente Idun og æblerne hjem. Som Loke hang der under himlen i Falkefjerene havde han et godt overblik over Udgård og det tog ham ikke lang tid at lokalisere Tjasses bolig. I dagevis holdt han øje med Tjasses gård, men Idun og æblerne var ikke i syne. Først efter at have holdt sig på vingerne i en uge, fik Loke øje på Idun. Hun sad i Tjasses have under et æbletræ. Loke dykkede ned, landede foran Idun og med et forvandlede han hende til en lille nød, som han kunne bære i næbbet. Ganske få sekunder senere var Loke på vingerne igen, men Tjasse havde set det hele og han hoppede straks i sin Ørneham. Loke fløj alt hvad remmer og fjer kunne holde mod Asgård, men han havde været på vingerne i en uge og det tærer på kræfterne, så Tjasse halede ind på ham. Efter en lang flyvetur over Udgård kunne Loke endelig skimte muren omkring Asgård. Da de andre guder fik øje på de to rovfugle og mente at den mindste måtte være Loke, der igen var på spil, besluttede de at hjælpe den lille Falk ved at tænde et stort bål indenfor murene. Ørnen blev fanget i røgen og Tjasses fjerdragt brændte bort. Guderne var så glade for at få Idun og hendes magiske æbler tilbage, at de helt glemte at straffe Loke.
Tårnfalken er en af vores mindre rovfugle og den tager for det meste dagaktive mus. Ved at stå stille i luften får Tårnfalken et perfekt overblik over sit jagtområde og han registrerer den mindste puslen på jorden. Han jager helst i åbne områder, hvor han uhindret kan dykke efter sit bytte. Tårnfalken genkendes lettest på denne fagstteknik. Han står stille i luften ved at blafre hurtigt med vingerne og sprede sin halefjer, mens han spejder intenst mod jorden. Hvis vinden passer kan Tårnfalken også stå stille ved at lade vinden holde sig oppe og om vinteren jager Tårnfalken oftere fra en siddende position i et træ eller på en pæl. Den svævende metode er den bedste, for her har Tårnfalken et perfekt overblik, men det koster meget energi at holde sig så stille i luften og derfor skifter han teknik, når energitilførslen er lav. Hvis man får øje på en mussende Tårnfalk, kan man efter noget tid, se hvordan den dykker efter byttet ved at holde vingerne tæt til kroppen og elegant lade sig falde mod jorden som en sten, gribe byttet med kløerne, og så hurtigt stige op igen.

Hvis man kan komme tæt nok på Tårnfalken, kan man ret nemt se forskel på hanner og hunner. Hannens hoved og hale er nemlig dækket af gråblå fjer. Når yngleperioden begynder om foråret vil hannen bejle til hunnen ved at foretage skinangreb, hvor han viser sine jagtteknikker frem. Når hun accepterer en han, vil han i hele yngleperioden bringe hende føde. Hvor mange æg hunnen lægger afhænger af, hvor meget føde hannen kan finde til hende. I de år, hvor der er mange mus, kan parret få op til seks unger på vingerne, og er der rigtig mange mus, hænder det, at den ellers monogame han, har flere rugende hunner at forsørge. I dårlige museår er det til gengæld ikke sikkert det lykkes parret at få mere end en enkelt unge flyvefærdig. Falken er yngledygtig allerede som et-årig, men kun halvdelen af fuglene bliver forældre i så ung en alder. Tårnfalken bygger ikke rede. I stedet finder den sit hjem i hule træer, klippespalter, hulrum i gamle bygninger eller forladte kragereder. Hvis man vil hjælpe Tårnfalken kan man derfor sætte en redekasse op til den. Har man valgt et godt sted til redekassen, vil falkene bruge den i årevis.
Jeg har mødt Tårnfalken flere steder på fælleden. Gode steder at spotte ham er de mange åbne områder, hvor der er græs de dagaktive mus kan skjule sig i. I den østlige del har jeg set ham svævende over kanalerne, komarkerne og strandengen. I den vestlige del jager han ved hestefoldene, på Lærkesletten, omkring bakkerne og ved svæveflyvebanerne. Tårnfalken lever primært af mus og der skal 2-4 mus til om dagen pr. fugl. I Danmark bor omkring 2.500 ynglende par, så det bliver til mange mange mus om året. Tårnfalken kan se ultraviolet lys, hvilket er usynligt for mennesker, og han kan derfor på lang afstand lokalisere, hvor områdets mus har deres territorier. Mussetis reflekterer nemlig ultraviolet lys. Der er en tydelig sammenhæng mellem bestanden af dagaktive mus og Tårnfalke. Hvis musebestanden går ned, kan Falken godt leve af andet føde, f.eks. insekter, orme, padder og krybdyr, men fordi fuglen foretrækker mus, vil falkebestanden også falde. I dag er Danmarks bestand af Tårnfalk nogenlunde stabil, men det har flere gange været tæt på at gå galt for den lille rovfugl. Den har været truet af jagt i begyndelsen af 1900-tallet og af sprøjtegifte, som DDT og PCB, i 1960’erne. Falken, er som alle rovfugle, fredet og med opsætning af redekasser, er bestande i dag i fremgang.
Tårnfalken er standfugl i Danmark, og vi kan derfor møde ham på fælleden året rundt.
Kilder:
- http://fuglehaandbogen.dk/wp-content/uploads/2014/12/T%C3%A5rnfalk.pdf
- https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=03040
- https://da.wikipedia.org/wiki/T%C3%A5rnfalk
- https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/fugle/t%C3%A5rnfalk
- https://www.jaegerforbundet.dk/vildt-og-natur/artsleksikon/ovrige-fugle/rovfugle/tarnfalk/
- http://naturporten.dk/temaer/danmarks-dyr/fugle/item/tarnfalk
- https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=209
- https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/fugle/t%C3%A5rnfalk
Hør Tårnfalkens stemme her: http://uglekasse.dk/om-taarnfalken/