Oktober Special: Det er blevet efterår og naturen farver verden i de skønneste farver, grøntsager, frugter og korn modnes og alle væsner gør sig klar til vinteren. Nogle har travlt med at samle forråd, andre er ved at bygge sig et varmt hi, og andre igen gør klar til at trække krafterne ned i deres rødder. Planterne dør og træerne lader deres blade falde til jorden. Oktober varsler vinterens komme og døden er allestedsnærværende. I slutningen af denne måned er sløret mellem verdenerne tyndest og vi kan skimte skyggerne, spøgelserne og de overnaturlige væsner. Vi fejrer Alle Helgenes Aften, Day of the Dead og Halloween. Vi skærer lygtemænd af roer og græskar, som skal holde de overnaturlige på afstand og vi fortæller hinanden uhyggelige historier i stearinlysenes skær, om spøgelser og hekse og mystiske væsner. I denne oktober special skal vi derfor møde nogle af Amager Fælleds farlige, mystiske og underfundige væsner. Vi begynder med Danmarks farligste dyr: