Amager Fælled er hjem for Vinbjergsneglen, den absolut største snegl i Danmark. Vinbjergsneglen hører til bløddyrene (Mollusca), sammen med bl.a. Muslinger (Bivalvia) og Blæksprutter (Cephalopoda), de er hvirvelløse, altså uden noget der bare minder om en rygrad. Det har de heldigvis heller ikke brug for og inden du begynder at drille, så vil jeg minde om, at en del af dem bærer deres hus på ryggen og det er der vidst ikke mange der kan prale af. Det er ikke alle Snegle der har sådan en skal, de kan krybe ind i, men der er flere af bløddyrene, der på den måde ligner de husbærende snegle, det gælder f.eks. Muslinger. De fleste bløddyr lever i vand hele deres liv, men nogle af dem er liminale dyr, det gælder Sneglen og Muslingerne, og de lever livet på grænsen mellem land og vand. Snegle bryder sig derfor overhovedet ikke om for varmt og tørt vejr, for de risikerer at tørre ud og dø. Bløddyrene har flere ting til fælles end den manglende rygrad, f.eks. har alle den karakteristiske slimede fod, foruden selvfølgelig et hoved, en kappe og en indvoldssæk. De har faktisk også alle den samme slags tunge, som kaldes en raspetunge og er fyldt med småbitte kitintænder, der kan gnaske sig igennem et salatbed på en eftermiddag. Der findes over 50.000 arter bløddyr i verden, og man har fundet fossiler af over 35.000 uddøde arter.

Vinbjergsneglen hører som navnet antyder til i vinlandende, og man mener den er indført til Danmark af munke engang i middelalderen, fordi snegle ikke blev betragtet som kød, og derfor måtte den gerne spises under fasten. Vinbjergsnegle bryder sig dog slet ikke om at blive spist, hverken af munke eller ræve, den vil hellere være i fred så den kan æde sig stor og tyk af grønne planter, nedfaldne frugter, døde dyr og til haveejeres store fryd den iberiske snegls æg.Vinbjergsneglen er som alle lungesnegle tvekønnet. Sneglene mødes i maj og juni og danser deres snegledans. De rejser sig med fødderne mod hinanden, sender en amor-pil af kalk til partneren og befrugter derefter hinanden. Æggene graves ned i jorden og et par uger senere klækker de små sneglelarver med deres helt eget lille gennemsigtige hus på ryggen. De nye snegle bliver kønsmodne omkring 2-årsalderen.

Sneglen lever i 6-8 år og har brug for kalciumrige fødeemner, for at hendes hus kan vokse. Under gode vilkår bliver vinbjergsneglens hus op til 5 cm i diameter. Om vinteren skaber sneglen en dør af kalk, som sikrer ham mod at tørre ud under vintersøvnen, så hen kan ligge trygt og godt i jordens mørke og vente på foråret. I det tidlige forår vågner sneglene igen og da kan man være heldig at finde disse snegledøre efterladt på fælleden. Jeg fandt sådan en dør sidste forår og det tog mig en hel dags grublen at finde ud af, hvad det dog kunne være, det er fantastisk når naturen giver os sådanne gåder at gætte. Sneglens snoede hus minder os om labyrinter og Kelternes snoede udsmykninger og selvom det måske ikke er helt så godt at være en sær snegl, så kan det i disse tider være rart når tiden snegler sig afsted.
Jeg møder dagligt vinbjergsneglen på fælleden i sommerhalvåret, hvor de mange snegle kryber rundt for at finde lækre grønne skud. Nu går de snart også i gang med at æde de svampe, som skyder op derude, og hvis man går en tur og ender det samme sted man begyndte, kan man se, hvor langt og hvor langsomt en snegl tålmodigt kan æde sig igennem en hel svamp. Nogle af fælledens træer gør det ud for sneglenes gravsteder, og under dem kan man finde de tomme skaller i tusindtal.

Vinbjergsneglens navn kommer fra tysk: Weinbergschnecke. Vinbjerg kaldes hun, fordi han er glad for at leve i skyggen af vinplanter. Sneglen bryder sig ikke om direkte sollys og foretrækker at leve i våde områder, og måske derfor trives den godt på Amager Fælled. Du kan møde den overalt derude. De kommer kravlende på deres sneglefærd over stierne, under planterne og op ad træernes stammer. Af de tomme huse fra døde snegle kan man lave smukke vindspil, halskæder eller ranker, hvis man forsigtigt trykker hul med en nål og trækker dem på en snor.
Vinbjergsneglen er fredet og må derfor ikke dræbes.
Har du mødt Vinbjersneglen? Har du taget billeder med hjem? Eller er der steder, hvor jeg tager fejl? Så del gerne din viden, din fortælling og dine billeder om vinbjergsneglen med os andre <3
Kilder:
- https://da.wikipedia.org/wiki/Vinbjergsnegl
- https://www.bolius.dk/vinbjergsnegle-22249/
- http://www.havenyt.dk/tips/skadedyr_og_nyttedyr/283.html
- http://animaldiversity.org/site/accounts/information/Helix_pomatia.html
- http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Bl%C3%B8ddyr-_snegle,_muslinger_og_bl%C3%A6ksprutter/vinbjergsnegl
- https://byhaver.dk/vinbjergsnegle-min/
- https://www.skoven-i-skolen.dk/content/snegle-0
- https://da.wikipedia.org/wiki/Bl%C3%B8ddyr
- https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/bloeddyr/
- http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Bl%C3%B8ddyr-_snegle,_muslinger_og_bl%C3%A6ksprutter/bl%C3%B8ddyr
- http://denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/snegl